Menu
Gymnasie-IT - forside
 
• Indhold

Valgmodul M: Evaluering

 

Valgmodul M

Kapitel Titel Pædagogisk indhold It-håndværk
Kapitel 1 Evaluering og gymnasiereformen Forskellige former for evaluering efter reformen

 

Kapitel 2 Dokumentation og evaluering Løbende evaluering

It-baserede prøveformer

Konferencesystemer;

First Class, Fronter, Blackboard, Netstudier

Logbog

Portfolio-redskaber

Elektroniske rette- og kommenteringsprogrammer

Kapitel 3 Evalueringsmetoder Anvendelse af it-baserede evalueringsmetoder

Screening

Spørgeskemaer

KIF

Projektarbejde med it


Evaluering

Af Mette Brinch Thomsen, Grenaa Handelsskole og Birgitte Munk, Silkeborg Amtsgymnasium

I forbindelse med reformen af de fire gymnasiale uddannelser (hf, stx, htx og hhx) er der sat øget fokus på evaluering. Uanset hvilken af de fire uddannelser og hvilket fag man ser på, er der sket et skifte i læreplanerne fra at være stramt indholdsstyrende for undervisningen til at være kompetencemålstyrende. Dette skifte skal og vil alt andet lige få en afsmittende effekt på den måde, hvorpå vi tilrettelægger den daglige undervisning, dennes evaluering og den måde hvorpå eleverne bedømmes til eksamen.

Den interne evaluering har i bekendtgørelserne for både hf, stx, htx og hhx fået sit helt eget kapitel (hf-bekendtgørelsen: kapitel 6, stx-bekendtgørelsen, htx-bekendtgørelsen og hhx-bekendtgørelsen: kapitel 9), hvori der stilles omfattende formelle krav til den interne evaluering på de enkelte skoler.

Det væsentlige er, at der skal udarbejdes en evalueringsplan for skolen, hvor studieplanen, der indeholder planlægning og gennemførelse af undervisningen for de enkelte klasser og hold og i de enkelte fag, er indeholdt. Denne evalueringsplan skal sikre, at der sker en løbende evaluering af den enkelte elev, således at der kan ske en vurdering af elevens faglige og personlige kompetencer og herigennem sikre udvikling af disse.

Evalueringen sker både ud fra de mål, der er opstillet for uddannelsen som helhed, og ud fra de mål og de bedømmelseskriterier, der er opstillet for undervisningen i de enkelte fag, faglige samarbejder og/eller grund- og studieretningsforløb på henholdsvis hf, stx, htx og hhx.

Resultatet af evalueringerne skal offentliggøres for eleverne, således at eleverne kan få et billede af egen situation. Evalueringerne vil også danne basis for en justering af den undervisning, eleverne modtager. Endvidere skal resultaterne drøftes med klasserne, hvorved der også er mulighed for at vejlede den enkelte elev i forhold til dennes faglige udvikling og udvikling af arbejdsmetoder og mulighed for at justere undervisningens progression og niveau.

Hertil kommer så afgivelse af standpunktskarakterer, gennemførelse af årsprøver og eksaminer, der i forbindelse med reformen også er blevet mere centralt reguleret.

I dette meget omfattende og systematiske arbejde med evaluering, vil det være helt naturligt at benytte it både som redskab i forbindelse med evalueringen og som redskab i forbindelse med opsamling og behandling af resultaterne af evalueringerne.

 

Evaluering og gymnasiereform

Kapitel 1 handler om forskellige former for evaluering efter gymnasiereformen. Det omhandler primært den interne evaluering, hvilket vil sige de evalueringsformer, som er centrale for lærere og elever i den daglige undervisning. Desuden beskrives forskellige former for ekstern evaluering, som kan have interesse for skolen som helhed.

Et af hovedpunkterne i reformen er, at eleven skal udvikle sig fra grundskoleelev til gymnasieelev og endelig til studerende, og de evalueringsprocesser, som indgår i denne udvikling, behandles. Kapitlet kommer desuden ind på forskellen mellem formativ og summativ evaluering. Også sammenhængen mellem fastlæggelse af kompetencemål for undervisningen, udarbejdelse af uddannelsesplaner og den efterfølgende evaluering berøres her.

 

Dokumentation og evaluering

I kapitel 2 gennemgås de formelle krav til løbende evaluering, og gymnasiereformens forskellige dokumentationsmodeller beskrives; eksempelvis portfolio, studiebog, kompetencekatalog og projektlogbog. I denne forbindelse beskrives evalueringskravene til de nye grundfag og fagsamarbejder almen sprogforståelse, det naturvidenskabelig grundforløb, almen studieforberedelse, studieområdet i grundforløbet, studieområdet i studieretningsforløbet, studieretninger, studieretningsprojektet etc.

It-baseret kommunikation er centralt i denne sammenhæng, og kapitlet beskriver, hvordan de kendte konferencesystemer kan anvendes til dokumentation og dermed danne basis for den løbende evaluering. Desuden gennemgås et repræsentativt udvalg af nye it-baserede prøveformer, og it-anvendelse i forbindelse med evaluering af skriftlige opgaver og af mundtlige fremlæggelser beskrives.

 

Evalueringsmetoder

I kapitel 3 findes eksempler på forskellige it-baserede evalueringsmetoder, fx screening og forskellige former for spørgeskemaer. Igen lægges der vægt på, hvordan disse redskaber kan bruges til summativ og formativ evaluering af elevernes arbejde og af lærernes undervisning.

Kapitlet beskriver eksempler på, hvordan it-baserede evalueringsmetoder har været og bliver brugt i praksis i det 'nuværende' gymnasium - specielt i forbindelse med projektarbejde - og der gives en række bud på, hvordan praksis måske kan ændres og forbedres, så evaluering fremover bliver en mere integreret del af undervisningen, og de forskellige evalueringsmetoder kan danne basis for kvalitetsudvikling.

Kapitlet giver også idéer til it-baseret selvevaluering i forbindelse med indlæring af fx sproglige kompetencer.