Menu
Gymnasie-IT - forside
 
• Indhold

Valgmodul E: Indsamling og bearbejdning af data

– regneark og spørgeskema

Valgmodul E

Kapitel Titel Pædagogisk indhold It-håndværk
Kapitel 1 Regneark i undervisningen Hvad er et regneark?

Regnearkets opbygning

Kapitel 2 Data fra internet eller databaser Hvordan hentes undervisningsrelevante data ind fra internet og andre datakilder?

Søgning på internet

Databaser på cd-rom

Kapitel 3 Spørgeskema Hvordan bruger man spørgeskemaer i undervisningen og til evaluering?

Hvordan konstruerer man et undervisningsrelevant spørgeskema?

Indtastning og bearbejdning i regneark

Elektronisk spørgeskemadesign

Indtastning og bearbejdning i et spørgeskemaprogram

Kapitel 4 Dokumentation af data Hvordan præsenterer man undersøgelsesresultater på en overskuelig og pædagogisk måde?

Fremstilling af tabeller og diagrammer i regneark eller spørgeskemaprogram


Indsamling og bearbejdning af data – regneark og spørgeskema

Modulet er sommeren 2004 revideret af Jens Baunsgaard, Bornholms Erhvervsskole

Modulet behandler indsamling og bearbejdning af data, hvad enten det drejer sig om rådata hentet fra internettet til egen computer (fx fra Danmarks Statistik, erhvervsdatabaser), eller man vælger selv at indsamle sine data og indtaste dem i et regneark, subsidiært konstruere et spørgeskema og gennemføre en spørgeskemaundersøgelse med efterfølgende bearbejdning af resultaterne.

I modulet indgår overvejelser om, hvordan man præsenterer sine resultater på en hensigtsmæssig måde, så de fremstår pædagogisk og overskueligt. I modulet arbejdes der med praktiske eksempler.

I alle de gymnasiale fag og i de forskellige grundforløb skal der løbende gennemføres evalueringer. Der er tale om dels individuelle evalueringer af den enkelte elevs/kursists indsats og faglige niveau dels kollektive evalueringer af undervisningen. Til at gennemføre disse evalueringer kan læreren naturligt gennemføre en eller flere mindre spørgeskemaundersøgelser og bruge resultaterne herfra i evalueringerne med eleverne/kursisterne.

I mange fag indgår det som en naturlig del af det faglige forløb, at der indsamles data enten af læreren eller eleverne til understøttelse af indlæringen. Disse data kan i stigende omfang hentes fra internettet, og ved hjælp af regnearkets faciliteter kan man tilpasse dem til undervisningssituationen.

Det vil endvidere i mange fag være relevant at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse, fx om elevernes sundhed, sportsaktiviteter, afstemning ved folketingsvalg, unges sprogkundskaber mv.

Regneark og spørgeskemaprogrammer er nyttige hjælpemidler i denne sammenhæng og brugen heraf vil udvikle elevernes kompetence til at gennemføre og vurdere en spørgeskemaundersøgelse, der på mange måder ligner den slags undersøgelser, de selv udsættes for i hverdagen fra Gallup, Observa m.fl.

 

Regneark

Faglige områder
I flertallet af fagene inden for de gymnasiale uddannelser bruger man tal fra statistikker og lign. til at beskrive en situation eller en udvikling.

Eksempler
I den naturvidenskabelige faggruppe kan man fx i fællesfaglige emner hente fra internettet om sundhed, levevilkår eller miljø. Ved hjælp af regneark kan man præsentere de hentede data på en overskuelig og pædagogisk måde.

I geografi kan man på internettet finde oplysninger om befolkningens udvikling og ved hjælp af regnearkets faciliteter omforme dataene til overskuelige figurer, fx lagkagediagrammer eller histogrammer.

Fordele ved anvendelse af it
Ved at anvende it til præsentation af data fra internettet opnår man flere fordele i forhold til elevernes indlæring:

  • Man kan gøre en tabel visuel og mere overskuelig ved at vise udviklingen i forskellige figurer i stedet for blot at kopiere en eksisterende tabel
  • Man kan fjerne overflødige oplysninger og tilrette terminologi og detaljeringsgrad til undervisningsniveauet
  • Ved anvendelsen af internet gør man præsentationen af et emne mere aktuelt, samtidig med at anvendelsen af regneark gør præsentationen mere indbydende, så de vigtigste punkter bliver klare for eleverne
 

Spørgeskemaundersøgelser

Faglige områder
Spørgeskemaundersøgelser kan skabe engagement og fælles erfaring om virkeligheden for eleverne i en klasse. Det bruges i mange af de gymnasiale fag til at supplere undervisningen med udvalgte aktuelle emner og viden, ligesom selve metoden i forbindelse med spørgeskemaundersøgelser indgår i en række fag.

I forbindelse med evaluering af undervisning og undervisningsmaterialer anvender mange lærere resultater fra spørgeskemaundersøgelser som oplæg til den mundtlige drøftelse med eleverne.

Eksempler
I studieområdet i grundforløbet i htx er det nærliggende at gennemføre en undersøgelse af elevernes sportsaktiviteter og en kortlægning af elevernes sundhedstilstand set i relation til deres sportsudøvelse.

I samfundsfag indgår spørgeskemaundersøgelser naturligt i undervisningen, både hvad angår det metodiske og bearbejdning af de konklusioner, der kan udledes af forskellige undersøgelser. Det er oplagt at gennemføre en valgundersøgelse i forbindelse med folketingsvalg eller en EU-afstemning og sammenligne landsresultatet med det, eleverne selv har fundet. Det giver mulighed for drøftelser og analyser med udgangspunkt i udvalgte krydstabuleringer og figurer.

Fordele ved anvendelse af it
Elektronisk gennemførte spørgeskemaundersøgelser giver mulighed for en tilnærmelse til virkelighedens undersøgelser i langt større grad end manuelle undersøgelser. Dermed er det langt mere motiverende for eleverne at arbejde med.

  • Når man anvender et spørgeskemaprogram, er det enkelt at udarbejde et spørgeskema i et pænt og overskueligt design, og man kan koncentrere sig om det indholdsmæssige
  • Når spørgeskemaerne udfyldes elektronisk, er det muligt at udspørge langt flere svarpersoner, end man kan gøre manuelt. Undersøgelsen bliver herved langt mere dækkende, troværdig og præcis
  • Svarene samles i databaseform og kan behandles dels af spørgeskemaprogrammet, dels af databaseprogrammer. Gymnasie-IT koncentrerer sig om behandlingen ved hjælp af professionelle spørgeskemaprogrammer
  • I den elektroniske form er det let at definere nye spørgsmål, opsummere, krydstabulere og udskrive en lang række figurer i forbindelse med den præsentation, som følger efter databearbejdelsen. Undersøgelsens resultater præsenteres på en overskuelig og pædagogisk måde med anvendelse af tekst, figurer og tabeller, og man kan nemt prøve sig frem med nye tabuleringer, til man finder det, der bedst forklarer det, man ønsker at afdække